KINESISK NYTÅR TEAM: Nytårs hestevæddeløb på 3. dag af det nye år

På dag tre af det kinesiske nytår afholder Hong Kong Jockey Club et stort og populært hestevæddeløb kaldet ”Chinese New Year Race Day”. Kineserne elsker gambling og at spille på heste er en favorit blandt folk i Hong Kong. Nytårsløbet foregår på Sha Tin Racecourse fra klokken 12 til 18.

 

Hong Kong Chinese New Year Race Day

 

Det er også meget almindeligt at man fortsætter fejring af det nye år med flere familiesammenkomster over de næste par dage hvis der er nogen man ikke har nået at se i de første to dage.

Hong Kong ligner ikke helt sig selv i de første dage at det kinesiske nytår. Hvor der normalt er fyldt af mennesker og travlhed, ser man ofte at gadebilledet er mere stille og mange forretninger er lukkede. Det er ikke så ”slemt” længere som det var for 10 år siden og flere butikker holder ikke lukket så længe som de gjorde engang. Specielt de større kædebutikker, kendte brands og butikker i shopping centre åbner tidligere eller holder slet ikke lukket. Det er mest de mindre forretninger og små butikker som benytter lejligheden til at holde lukket og for mange af dem er det den eneste periode med ferielukket de har på hele året. Der er også mange som rejser på ferie mens det er kinesisk nytår og derfor kan Hong Kong godt virke lidt mere mennesketomt end normalt. Samtidig gør det også en stor forskel at alle kontorfolk holder fri i minimum de første 3 dage og for nogens vedkommende længere. De første 3 dage er officielle helligdage og nogle firmaer vælger at åbne kontoret igen lidt senere på en ”heldig” dag ifølge den kinesiske kalender.

 

Hong Kong Chinese New Year Che Kung Temple

 

Der er også mange mennesker som besøger Che Kung Temple, måske endda på vej til hestevæddeløbet, da det siges at bringe held hvis man drejer den gyldne lykke ”propel” tre gange.

Skriv et svar